Fra: Martin Winther [m.r.winther@get2net.dk] Sendt: 26. maj 2000 20:21 Til: Lars Kramer Cc: Christian Elbek; Claus Kiæer Haugaard; Claes Brandt; Berit Bertelsen; Eliana og Bo Astabouaga Knudsen; Jens Herrun Jonassen; Michal,christina Hove; Michal Perdersen; Kenn Cramer Hanberg Emne: oversættelse hej lars her er så de oversættelser hilsen jacob Globalisering : En trussel mod kulturel forskellighed ? En præsentation af Dr. Salvatore Puledda 27 Januar ; 2000 Hunter College School of Social Work New York City God aften. Jeg vil takke Hunter College akademiske autoriteter og New Yorks Humanistiske Kulturcenter, for at invitere mig til at tale her. Emnet for min tale vil være globalisering, en benævnelse vi hører meget om i disse dage fra meget forskellige kilder. Globalisering er bredt præsenteret for os som den accelererende proces af økonomisk sammenspil blandt lande og kulturer, støttet af et stort område indenfor kommunikationsteknologi. Fra en generelt optimistisk fremtidsudsigt, er det sagt at globaliseringens velstand og rigdom vil nå ud til selv de mest tilbagestående lande, og levestandarten vil stige overalt og for alle. Globalisering er også præsenteret som en naturlig aktivitet, i det at den efterkommer de naturlige vedtægter af markedsøkonomien. Ikke desto mindre, er der en underlæggende frygt eller en form for uro, der er opstået omkring de mulige resultater af en sådan virksomhed. Denne frygt ser for det meste ud til at dreje sig om 3 punkter : a ) Aktiviteten syntes for stor, for hurtig og uden for folks kontrol. b) For den gennemsnitlige indbygger indebærer globalisering at åbne døren til verdenen, og derfor til verdenens problemer som nogen gange er resultatet af lange komplicerede affærer som ikke er lette at forstå. Når folk først en gang er blevet opmærksom på problemet, frygter de at de bliver nød til at løse det. c ) udvekslingen af indhold, folk og ideer skaber en situation af generel forvirring i hvilken de oplever tabet af deres traditionelle referencer, det vil sige tabet af hvad de kalder deres kulturelle identitet. Det er den slags bekymring der cirkulerer i øjeblikket og for hvilken vi vil prøve at svare i overensstemmelse med den Humanistiske Bevægelse. Denne mulighed vil måske forekomme meget forskellig fra den som medierne præsenterer os til daglig. Men før vi fortsætter, vil det være nødvendigt at afgrænse nogle af de koncepter vi vil diskutere, da de ofte kan se ud til at være flydende og svævende. Vi vil i særdeleshed prøve at udrede naturen i globaliseringsprocessen og udvikle en passende sammenhæng til forståelse af konceptet om kulturel identitet. Til at starte med, siger vi at globaliseringsprocessen overhovedet ikke er en naturlig proces, det vil sige en proces der bevæger sig i henhold til bestemte love, markedets. Disse naturlige markedslove eksisterer ikke og vil aldrig eksistere, fordi ligesom alle andre menneskelige aktiviteter, er de formålsbestemt, afhængig af viljen, ønsket og menneskelige planer. Globalisering fremstår for os som en formålsbestemt guidet proces, udtrykt af en præcis økonomisk model der bærer på en individuel opfattelse og en åbenbaring om verdenen. Denne idé har et navn ; fortænkt pengevælde det vil sige pengevælde i dens seneste fase af udvikling, i hvilken udvidelsen af økonomien ikke længere er kædet sammen med produktion men til det fortænkte finansielle marked. Mere simpelt, vi taler om den begrebsverden hvor man laver penge ud af penge og, på det kulturelle plan, på pengenes religion. På forkanten af denne begrebsverden er de internationale samspil og bankerne. Deres natur er transnational og ikke nødvendigvis kædet sammen med et specielt land, selv om de fleste har deres rødder i den Vestlige verden. Siden denne proces startede i det sidste århundrede, har disse strukturer ikke stoppet med at udvide deres indflydelse mod hvert hjørne af verdenen, og deres magt er koncentreret igennem forbløffende hurtig fortjeneste og sammenslutninger. Deres stigende magt er blevet kædet direkte sammen med tabet af autoritet og retsmæssighed i folkestaten, et fænomen der er karakteristisk for den anden halvdel af dette århundrede. Disse multinationale samt bankerne har søgt at erstatte og overskride barriererne der er sat af folkestaterne, og ved at gøre dette har de skabt en slags sideløbende indbildt stat med sine egne regler og forretningsmetoder. Denne parallelle stat har nu opnået en utrolig overgangstilstand af magt. Kapital kan nu flyde fra det ene land til det andet på få sekunder og selv de mest magtfulde lande eller regionale blokke, opdager deres manglende evne til at kontrollere det. Et nyligt eksempel : Den Europæiske Union, der består af 15 medlemslande, er lige nu den største økonomiske blok i verdenen. Ved det sidste halvårlige Unionsmøde, i Helsinki i 1999, var et punkt på dagsordenen sagen om hvordan man skulle betale for landenes sociale velstandsprogrammer. På grund af et selvpåført underskud, skulle pengene rejses gennem indtægter af en slags. Det blev foreslået at en fremgangkapital skat skulle pålægges de Europæiske borgere der investerede på Londons Børs. De britiske autoriteter nægtede at gøre dette, forklarende at en sådan skat ville resultere i at kapitalen flygtede fra London til andre markeder. Og så, opstod der et problem mellem Storbritannien og resten af EU medlemmerne der stadigvæk ikke er løst. Hvad dette beviser er at selv den største økonomiske blok i verdenen ikke længere er i stand til at beskatte dets rigeste borgere – dem der har råd til at spekulere på det finansielle marked. På grund af dette ser vi en formindskning i tildeling til sundhedsvæsnet, uddannelse, pensioner og andre offentlige behov. Det lader til at intet land kan tæmme dette uregulerede monstrum der er spekulativ kapital. Ifølge deres egne regler, er det de multinationale og bankerne der viser vejen i processen mod globalisering, deres egen kultur har et bestemt system af værdier og adfærd. Denne kultur er genskabt gennem skolerne og medierne, guruer og profeter, som hverdag fortæller os at den eneste sande værdi er : penge, penge bliver søgt, mangfoldiggjort, tilbedt ; penge er den eneste gud, og derigennem bliver alt retfærdiggjort. De fortsætter med at tale om andre værdier – lighed, muligheder, demokrati – men nedenunder det tykke lag af hykleri er budskabet det samme : den eneste sande værdi er penge. Selv den fattigste del af befolkningen er påvirket af denne kultur : de tror at det at skaffe penge er det eneste forsvar mod de barske kendsgerninger i dagligdagen, og så styrer de deres liv i denne retning. Hvem vil være millionær ? Alle. På nuværende tidspunkt, vil jeg gerne gøre det klart at fattigdom ikke er en værdi for os. Ved at fordømme pengereligionen, forherliger vi ikke det at være fattig eller ophøjer en afholdende livsstil. Lige det modsatte. Vi vil kun lægge vægt på at det grundlæggende problem i dagens økonomi ikke er produktionen af velstand, men måden det bliver fordelt på. På verdensplan, har vi en enorm " produktivitetsbegavelse " samt overskud, men velstanden bliver principielt i hænderne på de få. Penge flyder til penge, og " kløften " mellem den rigeste del af befolkningen og den fattigste vokser. Alle ved at der i dette historiske øjeblik eksisterer en teknisk mulighed for at levere mad, lejligheder, sundhedsvæsen, og anstændige levevilkår for hele verdens befolkning. Hvis dette ikke sker er det fordi globaliseringsprocessen ikke er rettet imod løsningen af disse problemer men imod at begrænse magten og velstanden for de få. Jeg vil gerne anerkende to internationale institutioner der har haft et væsentligt ansvar for udvidelsen af denne globaliseringsproces : the International Monetary Fund og the World Bank. For at være i stand til at konkurrere i den globale økonomi, bliver lande pressede til at tage store lån gennem disse organisationer. Som disse lån bliver mindre, bliver staten tvunget til at sælge overskuddet af nationen : dets anvendelighed, landet, naturlige ressourcer, indtil infrastrukturen ikke længere er bestemt at sit eget folk men af fremmede institutioner og individer. Over 24 lande bruger nu dollaren som deres nationale møntfod, med det resultat at de mister deres evne til at regulere deres egne økonomier. Generationer af folk har arbejdet hårdt for at bygge noget op der bliver ødelagt på få måneder. Vi har set utallige eksempler på dette i nyere tid : Mexico, Thailand, Syd – Amerika. Penge flyder ind i et land hvis man tror der kan vindes noget ved det, men når pengene forsvinder, bryder landets økonomi sammen, uden tanke på dem det går ud over. Dette forbillede af globalisering er blevet det vindende forbillede på livet, et der bliver spredt til de mest afsides liggende steder på jorden. Og når det spredes tager det penge – anskuelsen, konkurrencen, individualismen med sig. Mennesket, miljøet, forskellige kulturer er alle i anden række der enten kan knuses eller udnyttes hvis de prøver på at sætte sig op mod denne udvikling, hvis styrke bliver forstærket af den almene tro på at der ikke er noget alternativ. Denne eksport opfattelse skaber i dag sammenstød med mange kulturer rundt om i verdenen, specielt dem der er arrangeret omkring familie og religiøs overbevisning. Disse kulturer sætter forhindringer op mellem dem selv og resten af verdenen fordi de ikke vil integreres i det livsmønster, som de ikke ser som en mulighed for dem selv. Dette sker til dels her i landet, hvor integrationen set i tidligere tider – " smeltedigelen " modellen – i dag ikke er at fortrække frem for mange nye immigranter. I nogle tilfælde, har pålægning af dette ene forbillede produceret reaktioner der udtrykker dem selv voldeligt eller meningsløst. Og der er ingen grund til at tro at disse udbrud vil blive nedtrappet ; tværtimod, de vil vokse i omfang og antal alt i mens trykket for at tilpasse sig bliver mindre. De vil også være til stede i dette land som de seneste uroligheder i " Seattle mod the World Trade Organization " demonstrerer. Det andet problem vi står overfor er at kulturerne er tvunget til at forsvare sig selv, de ender med at forsvare alting – selv deres uvæsentlige eller negative sider. Som et resultat former der sig en " kulturel fundamentalisme " hvor alt udenfor kulturen bliver afvist, hvor kun ens egen måde at leve på og ens egen religion er det rigtige. Her vil jeg gerne klargøre at vi ikke kun ser denne globaliseringsproces som noget negativt. Vi er taknemmelige over at denne proces har ført os til et punkt hvor alle lande, alle kulturer mødes for første gang. Denne proces har tilladt en grad af samspil mellem folk som for et par generationer siden ikke ville være tænkt som mulige. Det har skabt muligheder for ideudveksling, tiltro, og kulturelle forbilleder. Og det har demonstreret at forskellighederne mellem folk er ubetydelige i sammenligning med de erfaringer og bestræbelser de har til fælles. Jeg vil nu prøve at klargøre hvad denne kortvarige plan af " identitet " betyder. Det er normalt at tro at en personlig eller kulturel identitet kun har med fortiden at gøre, at det er en betragtning af de samlede historiske erfaringer dannet af en person eller et menneskesamfund. Det er som om at lagene af erfaring er samlet og anbragt, og det er dette som former identiteten. Denne overbevisning er konkluderet fra en større overbevisning i menneskets passive bevidsthed, hvori bevidstheden er fortolket som et spejl der simpelthen afspejler verdenen. I virkeligheden, sker tingene ikke sådan. Hvis vi ser på os selv, ser vi at i de vigtige øjeblikke i vores liv, laver vi et gensidigt forhold, en forbindelse mellem vores tidligere erfaringer og ideen om et personligt fremtidsprojekt. Dette billede af fremtiden – hvem vi ønsker at være har altid indflydelse på vores handlinger i nutiden. Dette billede som vi danner af fremtiden er ligeså vigtig som vores fortid i skabelsen af vores personlige identiteter. Vi er ikke kun det vi har gjort eller hvad der er gjort mod os ; vi er også vores projekter, vores begær, vores bestræbelser. Den samme dynamik er sandt for et folk, og i denne sammenhæng taler vi om kulturel identitet. Kulturel identitet er ikke kun samling af ideer, traditioner, sprog, måder at spise på og påklædning der er blevet overført fra tidligere generationer ; det er også hvad en kultur vælger at gøre med disse ting på et særligt punkt i dets historie. Det er projektet det giver sig selv. Dette er især rigtigt for ældre kulturer. Hvordan gør Indien for eksempel med tusind års historie, bestem den kultur ? Hvilken arv skal det tage fra ? Skal den referere til Vedaerne, Vedanta, Buddhisme, Ghandi, atombomben ? I hvert øjeblik af dets historie, er kulturen nødt til at tage minderne fra fortiden som kan være meget anvendelige når det skal udføre sit projekt. Kort sagt, kulturel identitet er et projekt som folk skaber for fremtiden, konkluderende bestemte elementer fra deres fortid. Det er ikke noget passivt som indholdet af en taske, men mere noget vi fortsættende genskaber foran udfordringen som det nuværende øjeblik fremstiller. Der er altid frihed. Vi kan også anerkende at individernes eller landenes liv rummer både positive og negative erfaringer, der former en del af deres kulturelle arv. En person eller et folk kan bestemme sig for et projekt der fjerner eller uskadeliggør de negative erfaringer og forstærker de positive. Vil vi Italienere, for eksempel bringe de tragiske erfaringer med Mafiaen ind i det nye årtusinde, eller vil vi lave et bevidst valg og ændre denne negative sociale adfærd. Dette valg tillader os at skelne mellem en mekanisk identitet, skabt af automatiske gendannende elementer fra vores kultur uden tanke eller overvejelse, og en formålsbestemt identitet, formet ved at vælge de egenskaber der er dømt til at være af højeste værdi for vores fremtid. Denne globaliseringsproces tager hurtigt fart, og snart vil vi finde os selv stående side ved side, kultur ved siden af kultur, skuende fremad for første gang mod en fælles fremtid. Denne fremtid tilhører ikke nogen enkel kultur, men skal i stedet være et projekt man er fælles om og som tillader medregningen af alle. På dette tidspunkt, vil spørgsmålet rejse sig : hvad skal vi sammen bringe ind i det 3. årtusinde ? Hver kultur vil blive bedt om at tænke sig om, lave en undersøgelse af deres fortid og afgrænse hvilke af dets kvaliteter, erfaringer og traditioner der er mest værdifulde for dem selv og andre på denne jord. Efter at have defineret og klargjort vores stilling til globalisering og kulturel identitet, vil jeg nu slutte med at tale kort om Den Humanistiske Bevægelses forslag og projekter der har tilknytninger til dette indhold. I modsætning til den destruktive proces der bliver ført af bankerne og de multinationale, har den Humanistiske Bevægelse forpligtiget sig selv i 30 år til at arbejde for skabelsen af en Universel Menneskelig Nation, en i hvilken forskellighederne mellem kulturerne ville blive tilgodeset som en værdi og ikke noget der skal marginaliseres eller udryddes. Den Universelle Menneskelige Nation ville være et udtryk for den første jordiske kultur mennesket har set, og den vil rejse sig fra det medmenneskelige hjerte, og ikke fra dens ledere. Til denne civilisation skal hver kultur bringe nogle af dens egne erfaringer, der former en del af et større inklusivt projekt. Jeg vil igen påpege, vi vil ikke have noget ensrettet – lige som McDonald's med yuppier alle vegne. Udviklingen af et fælles projekt har ikke brug for at folk forlader deres egen kulturs uafhængighed. I stedet ses denne uafhængighed, denne forskelligartethed som en styrke og et middel man kan trække på, som et succesfuldt projekt blandt enkeltpersoner der fortolker dyderne og sine medlemmers synspunkter. Ved arbejdets grundlag til det Humanistiske Kulturcenter er dette spørgsmål : Hvilket bidrag vil hver kultur bringe til det fælles projekt der udgør den Humanistiske Menneskelige Nation ? Vil de bringe frustrationerne, diskriminationen, krigene og volden der kendetegner nogle øjeblikke af deres fortid ? Eller vil de se efter hvad vi kalder de humanistiske øjeblikke i deres kultur, øjeblikke hvor mennesket blev regnet som den vigtigste værdi, i hvilken fred og samarbejde forskellige grupper imellem blev betragtet som elementært, i hvilken volden blev afvist som den værste fjende af med – menneskeligheden, i hvilken al religiøs tro, inklusiv ateisme, blev respekteret, i hvilken videnskaben og nye ideer blev udviklet så smerten og lidelsen i menneskeheden ville blive formindsket ? Alle de store kulturer på jorden har haft humanistiske øjeblikke i deres historie, og disse bliver de nød til at søge i dette specielle og kritiske øjeblik af den menneskelig civilisation. For at konkludere vil jeg sige at I er i en situation uden sidestykke for at tage denne vigtige diskussion op, for på nogle områder er New York en mini – model på globaliseringen som har fundet sted på jorden. Her lever folk sammen fra hele landet, og hele verdens kulturer og religioner. Det arbejde som bliver gjort her kan give genlyd langt udover byens grænser. Opgaven til alle Kulturcentrene – faktisk, opgaven for os alle – er at gøre folk opmærksomme på at deres kulturelle forskelligheder kan være værdifulde, at mennesket og ikke penge er det mest værdifulde, at solidaritet er meget vigtigere end konkurrence. Alt dette kan forekomme som en fysisk umulig drøm for mange af os, specielt når vi taler sammen under en skyskraber og som ubetydelige myrer ser mod de høje tinder hvorfra de magtfulde leder globaliseringens destruktive proces. Men det skal altid huskes at disse ubetydelige myrer udgør 90 % af menneskeheden. Tak for jeres opmærksomhed.